Caspers guide til charterferien – flyveturen

Nærig jyde eller rig oliesheik

Når du skal ud og rejse, er der to tilgange du kan vælge imellem. To personligheder, to kasketter du kan have på, når du bestiller. Enten er du den nærrige jyde, som skal afsted for så lidt penge som absolut muligt, eller den nyrige oliesheik, som kun stiger ombord på et fly, hvis det er af massivt guld.

Jeg er selv fra Jylland, så det er måske ikke så overraskende, at jeg beholder dankortet i lommen når det kan lade sig gøre, men jeg vil anbefale dig at overveje det grunddigt. Jeg siger ikke, at du nødvendigvis skal chartre din egen Airbus fra Emirates, men spender lidt ekstra på flyveturen, det kan godt betale sig.

Eller… jeg tror det jeg prøver at sige er, hold dig fra Ryanair. Der er en grund til, at det er virkelig, virkelig billigt at flyve med det irske lavpris selskab: De har sparet alt væk. Eller.. Ikke alt, men tæt på. Der er stadig to vinger, og en pilot. Muligvis kun en enkelt, jeg er ikke sikker. Til gengæld kan du købe dig til det hele, for et ekstra gebyr, naturligvis. Skal du have mad koster det ekstra, skal du reservere et sæde koster det ekstra, skal du have en kuffert med udover din håndbagage koster det ekstra. Der er gebyrer på det hele.

Det skulle ikke undre mig, hvis der også er et gebyr på brug af iltmaskerne eller redningsvestene under sædet, hvis de da ikke også er sparet væk.

Det rigtige sæde

Er det en mulighed, så kan du med fordel forsøge at være taktisk i forhold til valg af sæde. Det er nemlig langt fra ligegyldigt hvor du vælger at slå dig ned. Sørg først og fremmest for, at du er i høreafstand fra alle spædbørn i flyet, medmindre du er okay med at døje med tinnitus de første 3 dage af din solferie.

Rager du adskillige meter op i luften, er du udstyret med et par kilometer ben, er du høj som bare pokker, så kan du overveje at søge i retning af god benplads. Det finder du som oftest ved flyets nødudgange, hvor der er sikkerhedsmæssige årsager er ekstra god plads ved sæderne. Det betyder, at du kan tilbringe de næste 3 timer i 10 kilometers højde, uden at krølle dine ben sammen i et råbåndsknob.

Det betyder dog også, at det er dig der skal agere helt, i det usandsynlige tilfælde, at flyet skulle styrte ned. Det er nemlig dig der skal hive i håndtaget så døren flyver af skroget. Det er dig der skal sørge for, at der kommer luft i den oppustelige rustjebane, som er jeres flugtvej fra det brændende vrag. Så medmindre du ser dig selv som Harrison Ford i filmen ”Air Force One”, så sæt dig i stedet i nærheden af toilettet, det kræver ikke noget heltemod, og der er kort vej, hvis den lunkne flymad skal op igen på grund af kraftig turbulens.

Koordiner med dine medpassagerer

Det anbefales desuden, at du lige forventningsafstemmer med personen i sædet foran dig, inden du sætter dig til rette. På den måde undgår du, at han bliver træt undervejs og læner flysædet tilbage, bogstaveligt talt lige midt i din eftermiddagskaffe som du har placeret på det lille klapbord foran dig. Skoldede lårbasser allerede inden du er kommet ned i varmen er ikke en god start på 14 dage på Mallorca. Så undgå at få 70 grader varm flykaffe lige ned i skødet, ved at aftale, at personen foran dig, lige giver lyd inden han læner sig tilbage.

Forsøg ellers at lukke øjnene og få sovet ud, så er du fremme og klar til Pina Coladas ved poolen inden alt for længe. God tur!

Leave a Reply