Caspers guide til charterferien – booking

Første skridt på rejsen til varmere himmelstrøg kræver, at du sætter dig godt til rette i kontorstolen derhjemme, meget gerne på en grå regnvejrsdag, foran computeren. Enhver god charterferie starter nemlig med bookingen.

Først skal du beslutte hvor du vil hen. Der er mange oplagte muligheder. Blandt danskernes favoritter findes blandt andet Spanien, Grækenland, Italien… Og Tyrkiet… Sidstnævnte bør du nok undgå hvis muligt. Priserne er rigtigt nok fremragende, hvis du vil en uge til Alanya eller Mamaris, men det er der også en grund til. Landet er fortsat i undtagelsestilstand efter kupforsøget sidste år. Det betyder, at du det ene øjeblik kan nyde en kold Efes ved poolen, og det næste øjeblik lander der måske en armeret håndgranat i dit glas, en kugle fra AK-47 brager igennem din stråhat, eller en kampvogn parkerer lige oveni din favorit solseng på stranden.

Så drop Tyrkiet.

Billederne snyder!

Når du nu har besluttet dig for, hvor rejsen skal gå hen, så er det tid til at finde et hotel.

Og her skal du passe næsten lige så godt på som i de tyrkiske gader, for det er farligt.

Du er nemlig i overhængende fare for at blive taget ved næsen, når du skal booke hotel. Du skal særligt passe på med billeder. For billederne snyder. Særligt dem, som hotellet selv har taget. For selvfølgelig har de sørget for, at der er blevet knipset løs fra alle de rigtige vinkler, så du ikke kan se lossepladsen i baggrunden eller den aktive vulkan midt i børnepoolen.

Det er ligesom når du skal have nyt billede på din Tinderprofil. Du sørger selvfølgelig for at skjule dobbelthagen, kamuflere den urene hud eller gemme de vigende hårgrænser væk under en hat. På samme måde undgår hoteller selvfølgelig også at tage billeder af buffeten, de gange hvor der er kommet rotter i bernaisen.

Billeder kan snyde, husk det!

Når du først har oplevet at rejse 3,5 time med for lidt benplads, kraftig turbulens og elendig flymad hos RyanAir, bare for at konstatere at den store lækre saltvandspool du så billeder af på hotellets hjemmeside, ikke er meget mere end et lille oppusteligt havebassin fra Bauhaus, så stoler du aldrig igen på et fotografi.

Med det i baghovedet, så er du nu klar til at booke, betale depositum og begynde at glæde dig. God rejse!

Leave a Reply